Nyhed

Vejen til den robuste fravænningsgris

Thomas Thymann, Seges So-seminar

Ved Seges So-seminar var mange interessante indlæg, men specielt ét fik folk til at spidse ører. I jagten på den robuste fravænningsgris, som skal kunne klare fravænning uden zinkoxid, var Thomas Thymann inviteret med sit indlæg ”Den robuste gris”. Han forsker på KU i at udvikle dyremodeller, som kan bruges til at simulere humane lidelser og tilstande.

Han fortalte om, hvordan de har brugt premature grise til at se på udvikling og modning af det gastrointestinale system hos premature børn. Gennem disse studier har man lært rigtig meget om grisen og det ser ud til, at det ikke er ligegyldigt, hvilken kilde til modermælkserstatning man vælger i forhold til graden af udvikling af nekrotiserende enteritis.

Thomas Thymann tager udgangspunkt i,  at der som bekendt er en naturlig variation i modenhed og vægt ved fødsel til termin. Det handler om en enkelt dag eller timer til forskel, som afgør om grisen når at blive moden til faring, hvad angår tarmene. For tidlig faring, bare få dage, kan være fatalt, da de sidste dage er afgørende for udvikling af især tarmene. Idag varrierer en drægtighed måske fra 113-118 dage, hvilket hurtigt kan blive et problem, når farringen reelt bare tager 6 timer nogle gange, så vil der jo være nogle grise, som bliver født for tidligt. Dvs. i langt de fleste kuld vil der helt uundgåeligt være en vis procentdel, som ikke når at modnes fuldt inden faring.

Efter fødslen vokser tyndtarmen næsten med 100 % med signal fra colostrum.

Thomas Thymann fremfører, at håndtering af den lille gris og tildeling af kunstig mælk VIL reducere forekomsten af NEC (nekrotiserende enteritis) og det VIL redde flere små grise. Af fig. 1 ses kontrolgruppen samt gruppen af små grise, der tildeles sondefodring vokser ikke forskelligt op til fravænning, men til gengæld er overlevelsesprocenten højere i gruppen der sondefodres.

Figur 1:  Thomas Thymann, Seges So-seminarFigur 1:  Thomas Thymann, Seges So-seminar

Af fig. 2 ses at valget af kilde til mælkeerstatning har en stor indflydelse på grisens trivsel. Det viser sig at bovin mælkeerstatning er det bedste valg og bedre end et humant præparat. Ved bovin mælkeerstatning sås en betydelig reduktion af NEC til nærmest 0 %, samt reduktion af tarmpermeabilitet og udvikling af diarré. Derudover er det den bovine mælkeerstatning grisen er i stand til at udnytte og absorbere bedst.

Figur 2:  Thomas Thymann, Seges So-seminarFigur 2:  Thomas Thymann, Seges So-seminar

Hos grise opfostret på mælkeerstatning ses en negativ påvirkning af tarmudviklingen indtil dag 3, men det udligner sig. Trods mindre skade på tarmen, så fungerer grisene godt nok. Man kan se, at grisene formentlig er modnet hurtigere i tarmen og derved er de måske hurtigere klar til at blive fravænnet, se fig. 3.

Fig. 3: Thomas Thymann, Seges So-seminarFig. 3: Thomas Thymann, Seges So-seminar

Det konkluderes, at der er en sammenhæng mellem det at tildele erstatningsmælk til pattegrise (især til de små) og en bedre og hurtigere udvikling af tarmen, så grisene er mere robuste og klar til fravænning. Der skal meget mere forskning til på området, og herunder bliver fæcestransplantation diskuteret, da man har gode erfaringer med dette hos mennesker. Så sammen med et relevant vaccinationsprogram mod kendte fatale agens som E. coli og tarmbrand og ny viden, så nærmer vi os mere og mere ”Den robuste gris” klar til at blive fravænnet til klimastalde, hvor der fodres uden zink.

Læs også: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S037784011631063X?via%3Dihub

Else Marie Overlund Andersen, maj 2018

Relateret indhold
HJÆLP?