Nyhed

Effektivitet af antimikrobielle behandlingsstrategier for Lawsonia intracellularis i smågrisebesætninger

Dyrlæge Inge Larsen forsvarede sin Ph.D. afhandling fredag d. 26.  august. Projektet sammenlignede, med oxytetracyklin som model, effekten af forskellige måder at behandle smågrise smittet med Lawsonia intracellularis. Opgørelsen blev delt i to: Effekt af forskellige doser aktivt stof (20/10/5 mg OTC pr. kg) og effekt af forskellige strategier (sektion/sti/individ). Hovedvejleder under Ph.D. studiet var professor Jens Peter Nielsen, mens Margit Andreasen (Seges) og Elisabeth Okholm  (Fødevarestyrelsen) fungerede som medvejledere. Afhandlingen blev præsenteret efter  standarddagsorden: 45 minutters fremlæggelse af projektet ved Inge Larsen, som efter en kort pause blev efterfulgt af knap to timers kritiske spørgsmål fra de tre opponenter: Magdalena Jacobson fra Sveriges Landbrugsuniversitet, Charlotte Sonne fra Seges og Carsten Enevoldsen fra Landbohøjskolen.

Hovedkonklusioner

  • Den laveste risiko for fortsat fækal udskillelse af Lawsonia intracellularis (LI) efter behandling med Oxytetracyklin (OTC) med lavest muligt dosis var ved sektionsvis behandling med 10 mg/kg
  • Grise med udskillelse af LI over log 104,8 havde signifikant reduceret daglig tilvækst 
  • I dette studie havde ingen af behandlingerne signifikant indflydelse på grisenes daglige tilvækst

Materiale og metoder
Undersøgelsen blev udført i 5 danske besætninger med fravænningsgrise og inkluderede flere hold fra hver besætning. I hvert hold blev 30 indikatorgrise tilfældigt udvalgt til prøvetagning. Disse 30 grise blev vejet ved fravænning, ved udbrud af diarré mere end to uger efter fravænning (tidlig diarré blev antaget at skyldes E. Coli), en uge efter start af diarré og 7 uger efter fravænning. Ved de tre sidste vejninger blev der også taget gødningsprøver og gennemført en klinisk undersøgelse af grisene. Ved udbrud af diarré blev en 5-dages behandling med OTC iværksat, fordelt i følgende grupper:

  1. OTC 20 mg/kg – holdvis medicinering via drikkevand
  2. OTC 10 mg/kg - holdvis medicinering via drikkevand
  3. OTC   5 mg/kg - holdvis medicinering via drikkevand
  4. OTC 10 mg/kg – stivis medicinering via drikkevand (trug)
  5. OTC 10 mg/kg – individuel behandling ved injektion

     

Effekten blev vurderet ud fra kliniske fund og forekomst af LI i fæces: LI over detektionsgrænse og LI over log 104,8 pr. g fæces (indikerer grise med proliferativ enteropati i henhold til tidligere undersøgelser).

Resultater
En af de 5 besætninger blev ekskluderet fra forsøget, fordi der ikke kunne genfindes LI i forsøgsperioden. Derfor er resultaterne baseret på data fra de øvrige 4 besætninger, med resultater fra 37 hold grise. I de 4 besætninger var der signifikant forskel på LI-niveau, og der var også varierende niveauer i de forskellige hold fra samme besætning. Hold tæt på hinanden i tid var mere ens end hold, der lå langt fra hinanden. Der var dårlig korrelation mellem LI-niveau og kliniske symptomer – muligvis fordi andre agens var involveret, der blev ikke testet for andet end LI.

Del 1: Effekt af dosis -  sammenligning af gruppe 1, 2 og 3
Flokbehandling med 5 mg/kg OTC pr. kg legemsvægt gav fem gange større risiko for fortsat udskillelse af LI efter behandling sammenlignet med højere doseringer (10 el. 20 mg/kg) – den lave dosering var altså dårligere til at eliminere LI fra grisene. Der var samme antal grise med udskillelse over log 104,8 efter behandling for de tre doseringer, men da der ikke var ret mange grise med det høje udskillelsesniveau, kunne der ikke laves statistiske beregninger på denne parameter.

Del 2: Effekt af behandlingsstrategi  - sammenligning af gruppe 2, 4 og 5
Ved medicinering på sektionsniveau blev 100% af grisene i hvert hold – logisk nok – behandlet. Ved behandling på stiniveau endte 87% af grisene i hvert hold med at være behandlede, men det kun var 55% efter individuel udvælgelse og injektion. Sektions- og stivis behandling reducerede diarré og fækal udskillelse af LI målt på holdniveau i forhold til før behandling;  dette var ikke tilfældet efter injektionsbehandling af enkeltdyr. Ikke fordi injektionsbehandlingen i sig ikke havde effekt, for der var god effekt på de enkeltdyr, der modtog behandling, men sandsynligvis fordi man ved udvælgelse af dyr til behandling overså nogle behandlingskrævende dyr – jvf. den ringe korrelation mellem kliniske fund og udskillelse af LI.

I denne del var der data nok til at analysere på udskillelse over  log 104,8; altså den udskillelse, som antages at være klinisk relevant. Ved behandling på sti- eller individuelt niveau var odds ratio for fortsat høj udskillelse af Lawsonia på holdniveau efter behandling hhv. 10 og 11 i forhold til den sektionsvise behandling.

Diskussion
Opponenterne stillede spørgsmål ved, hvorfor man havde valgt netop OTC. En del af årsagen til var, at projektet var en del af et MiniResist projekt, hvor man i et parallelt projekt vil undersøge udviklingen i forekomst af resistente E. coli i de forskellige behandlingsgrupper. Resultaterne fra dette studie blev ikke fremlagt i detaljer, men den overordnede tendens er, at der uanset behandlingsdosis og –strategi ses en øget forekomst af resistente E. coli efter behandling. Forekomsten aftager hurtigt igen og ender stort set på det initiale niveau ved sidste prøvetagning. Interessant nok ses den samme stigning i resistente E. coli hos ubehandlede stifæller til de grise, der har modtaget injektionsbehandling. Det, at kun en del af grisene modtager behandling giver dermed ikke en målbar reduktion i forekomsten af resistente E. coli, fordi de resistente bakterier i fæces optages af stifællerne.
Desuden blev designet diskuteret – var det eksempelvis fornuftigt at prøvetagningen lå ved udbrud af diarré og dermed ikke ved samme alder/vægt i de forskellige hold? Og det blev understreget, at man skal være varsom med at ekstrapolere resultaterne.

Hanne Bak, september 2016

HJÆLP?